Stemmevibrator/talevibrator/stemmeforstærker

Beskrivelse af produktet

Stemmevibratorer/talevibrator/stemmeforstærkere er elektriske lydgivere, der kan omsætte vibrationer og lyde til forståelig tale, og som kan forstærke lyden/talen. 

Sammenhæng som produktet indgår i

De elektriske lydgivere anvendes af patienter, der har fået foretaget en laryngektomi, og som har en svag ventil- eller spiserørsstemme. Det kan være af stor betydning for patienten, at de lærer at bruge en stemme vibrator, selvom de også kan tale ved hjælp af ventilen. De kan blive udsat for, at der sker noget med vævet omkring ventilen, som derfor må fjernes. Hvis patienten ikke mestrer at bruge stemmevibratoren, har de ingen stemme.

Udstyr og tilbehør

Batterier, hvis den er ledningsfri, er eksempler på udstyr og tilbehør.

Udstyr og tilbehør, som er nært knyttet til og/eller nødvendigt at anvende sammen med hjælpemidlet udleveres af den instans, som er ansvarlig for at udlevere hjælpemidlet. Det er den ansvarlige instans, der vurderer hvilket udstyr og tilbehør, der er nødvendigt/nært tilknyttet. 

Se Ankestyrelsens principafgørelse 44-18 om udstyr og tilbehør.

Det primære formål med anvendelsen

Det primære formål med anvendelse af en elektriske lydgiver er afhjælpe en manglende eller nedsat kommunikationsevne. Det er et afhjælpende sigte, og den elektriske lydgiver er derfor et hjælpemiddel.

Se "Hjælp til fastlæggelse af det primære formål".

Afgørelser fra Ankestyrelsen og Styrelsen for Patientklager

Ankestyrelsen har ikke truffet en principafgørelse om dette produkt.

Vejledende ansvarsplacering

Afhjælpende formål

Produktet anvendes med henblik på at afhjælpe følgerne af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det er en betingelse, at produktet i væsentlig grad afhjælper følgerne af funktionsnedsættelsen eller i væsentliggrad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet jf. Serviceloven § 112. Udleveringsforpligtigelsen ligger hos kommunen.

Nogle produkter vil efter en vurdering kunne udlånes i en tidsbegrænset periode i forbindelse med en midlertidig nedsat funktionsevne i henhold til Servicelovens § 113B.

Vurderes i
kommunalt regi

Begrundelse og uddybning

En elektrisk lydgiver har et afhjælpende formål og betragtes som et hjælpemiddel i følgende sammenhænge:

  • Når den elektriske lydgiver kan afhjælpe en nedsat talefunktion.
  • Når den elektriske lydgiver i væsentlig grad kan kan afhjælpe følgerne af den nedsatte kommunikationsevne.