Danske Regioner og Privathospitalerne har på baggrund af Sundhedslovens § 87 om udvidet frit sygehusvalg indgået "Kontrakt om det udvidet frit sygehusvalg". Her fremgår følgende i afsnit 4.3.10:
"Hjælpemidler og behandlingsredskaber, som patienten forsynes med ved udskrivelse, og som ikke kan genanvendes, er inkluderet i taksten medmindre andet fremgår af Specialeaftale & tro-og loveerklæringerne. Danske Regioner forbeholder sig ret til at udarbejde retningslinjer for udlevering af hjælpemidler og behandlingsredskaber. Genanvendelige hjælpemidler og behandlingsredskaber udlånes vederlagsfrit fra leverandøren og kan kun faktureres efter aftale med den henvisende enhed eller i de i afsnit 10 nævnte tilfælde. Udlevering af større hjælpemidler, f.eks. kørestol og toiletforhøjere, kan dog udleveres af bopælsregionen efter nærmere aftale mellem leverandøren og bopælsregionen. Leverandøren skal informere patienten om, at patienten selv eller via bopælsregionen skal returnere genanvendelige behandlingsredskaber og hjælpemidler til leverandøren efter endt brug."
Når et privathospital behandler patienter, der er henvist via regionens samarbejdsaftale, er privathospitalet forpligtet til at udlevere regimehjælpemidler, hvis patienten har behov for et regimehjælpemiddel.
Hvis en patient behandles på et privathospital for egen regning/via sin forsikring, skal patienten selv/forsikringen sørge for hjælpemidler, apparatur og behandlingsredskaber.
Følgende fremgår af overenskomsten med praktiserende speciallæger:
Af §32 fremgår om speciallægers ordination af hjælpemidler: "Speciallæger kan efter nærmere fastsatte retningslinjer ordinere hjælpemidler på regionens regning. Disse retningslinjer fremgår af regler under hvert enkelt speciale i overenskomstens specielle del."
§2, stk. 8: "Speciallæger i ortopædkirurgi kan efter regionens beslutning og nærmere fastsatte retningslinjer ordinere hjælpemidler på regionens regning. Der kan efter regionens beslutning etableres et samarbejde mellem ortopædkirurger og kommuner om hjælpemiddelanvendelsen i kommunen. Tilrettelæggelsen af et sådant samarbejde drøftes med kommuner, der er interesseret i at indgå i et samarbejde, og det skal aftales, hvorledes honorering skal ske."
Region Midtjylland har ikke indgået aftaler med de privatpraktiserende speciallæger om ordination og udlevering af hjælpemidler og behandlingsredskaber. Praksis er, at den praktiserende speciallæge udleverer eksempelvis stokke og bandager.