Beskrivelse af de to sager:

Der er tale om 2 sager.

Sag 1:

Patienten har et stort, ciktricielt hernie. Patienten blev i 2014 opereret for abdominal aortaaneurisme. Siden da udviklet et stort, arvævsbrok fra et bred tværsnits ar.

Der ses i stående stilling en bred tværcikatrice/ ar nærmest fra flanke til flanke. Der vurderes et formodet gigantbrok , og i liggende stilling kan man ikke presse indholdet tilbage, og der er klart store defekter, og der er også tarme i brokket

Skal pt. opereres, vil det være et kæmpe indgreb, hvor det funktionelle resultat er tvivlsomt og ikke tilrådes fra lægelig side. Patienten er dybt afhængig af sit brokbælte, hvor der er stor risiko for, at bugvæggen vil blive fuldstændigt deformeret og er i høj risiko for et ileusinkarcerationstilfælde, såfremt han ikke får noget støtte. Bruger han ikke bæltet er brokket ligeledes i vejen grundet sin størrelse og giver tyngdesmerter.

Den lægelige vurdering bliver derfor, at man ikke skal operere pt., men han skal bruge brokbind livslangt i de vågne timer.

 

Sag 2:

Patienten har et kæmpe hernie/brok, og stort set ingen bugvæg. Der er ikke mulighed for kirurgisk intervention. Man kan ikke behandle dette brok, men man kan afhjælpe de fysiske og psykiske gener med et brokbælte/korset. Brokket tynger grundet størrelsen, nedsætter fysisk aktivitet, da det konstant er i vejen.

Huden er meget udsat grundet trækket fra det store brok, så der udvikles sår, der har meget svært ved at hele.

Ved at bruge bælte/korset i de vågne timer/ved aktivitet, vil det afhjælpe på tyngdefornemmelsen, og afhjælpe at sårene udvikler sig som følge af trækket.

 

Udtalelse fra Afklaringsudvalget:

Første afklaringssag om brokbind og ønske om revurdering:

Vi har drøftet sagen igen i Afklaringsudvalget og mener fortsat, at der er tale om et behandlingsredskab snarere end et hjælpemiddel.

Det gør vi med følgende begrundelse:

Afklaringsudvalget kan sagtens følge, at bandagen ikke umiddelbart fremstår som et alternativ til en behandling, når behandlingen ikke anbefales til den konkrete patient. Omvendt må brokbandagen netop anses for det mulige alternativ, der kan forhindre forværring af patientens helbredstilstand. Afklaringsudvalget finder, at dette formål er primært ift. de afhjælpende formål. Konkret mener Afklaringsudvalget ikke, at brokbandagen opfylder kravene til at være et hjælpemiddel i servicelovens forstand, idet patienten ved hjælp af sine øvrige hjælpemidler kan lave sine daglige aktiviteter. Hertil kommer at servicelovens subsidiaritetsprincip betyder, at såfremt produktet kan udleveres efter sundhedslovgivningen, skal udlevering ske fra hospitalet, uanset om produktet ligeledes ville kunne udleveres efter serviceloven.

Vi mener ikke, at den sag fra Ankestyrelsen, der henvises til, er retvisende for brokbandagerne. I den sammenhæng er det væsentligt at gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke har kompetence til at tage stilling til, om et produkt er et behandlingsredskab, men alene kan forholde sig til, om et produkt skal udleveres efter serviceloven. Den i sagen omhandlede kompressionsmaskine fandtes i den sammenhæng at opfylde servicelovens kriterier for et hjælpemiddel; kompressionsmaskinen afhjalp funktionsnedsættelsen, og tilstanden fandtes kronisk og stationær.

 

Anden afklaringssag om brokbind:

På baggrund af lignende overvejelser, som i første sag, finder Afklaringsudvalget, at der snarere er tale om et behandlingsredskab end et hjælpemiddel i den foreliggende sag. Afklaringsudvalget mener uddybende, at det primære formål er at forhindre forværring af den helbredstilstand, der er kronisk, men ikke kan antages at være stationær, idet der er en væsentlig risiko for, at tilstanden forværres uden anvendelse af brokbandagerne. Det er tydeligt, at brokbandagerne også tjener afhælpende formål for patientens dagligdag, men Afklaringsudvalget finder, at helbredsrisikoen betinger, at det primære formål er behandlende. I den situation går udlevering efter sundhedslovgivningen som nævnt ovenfor forud for serviceloven, hvilket betyder, at hospitalet har udleveringspligten, hvis redskabet kan udleveres efter sundhedslovgivningen, også i tilfælde hvor et produkt ligeledes ville kunne være et hjælpemiddel efter servicelovens kriterier.